Svensk beretning om kampen ved Lundby (1865)

Selvom denne kamp ikke havde nogen speciel betydning, og udfaldet desuden var så ufordelagtigt for de danske våben, at krigsministeren endog ikke ønskede at indlemme beregningen herom i de officielt offentliggjorte rapporter, så havde den dog for os svenskere en speciel, men sørgelig, interesse, idet fire af vores energiske frivillige deltog i kampen, og af disse blev to dødeligt sårede og de andre to hårdt såret, så at de alle fik lejlighed til at vise, at der i deres årer flød ægte svensk krigerblod. Nedenstående beretning om denne affære blev meddelt os af de to sidstnævnte.

 

Midsommeraften 1864 rykkede 1. Infanteriregiments 2. Bataljon til Nørre Sundby fra sit kantonnement i landsbyen under våbenhvilen, omtrent 3 mil fra sidstnævnte by. 1. Bataljon af samme regiment, som derved blev afløst, marcherede samme dag til Hals. Vores bataljon overtog nu tjenesten, og der skete intet vigtigt før lørdag d. 2. juli, hvor vores kompagni (5. Kompagni) iflg. ordrer stillede til appel kl. 8 om aftenen for at høre dagsbefalingen for den følgende dag. Kompagniet havde allerede fået ordre til at træde af, da vores kompagnichef, kaptajn Hammerich, som ikke havde været til stede under appellen, kom løbende og befalede, at mandskabet skulle blive, idet han havde en glædelig oplysning til dem. Denne lød på, at kompagniet havde fået ordrer til at marchere ud på en ekspedition mod fjenden, og nu skulle alle mand gå hjem for at blive udstyret med proviant til en dag samt ammunition og vågen. Vi skulle nemlig opsøge en afdeling prøjsere, som havde forladt deres hovedkvarter i Hobro for at rekognoscere. Disse meddelelser blev modtaget med stormende bifaldsråb, og vi svenskere var ikke dem, der glædede sig mindst over at få lejlighed til at se fjenden i øjnene. Nogle minutter senere var kompagniet samlet igen, og da vi kort tid senere marcherede gennem Sundbys gader, fulgt af en masse mennesker, både militærpersoner og civile, lød der overalt fædrelandssange og mange ønsker om held og succes fulgte os på vej. Vi blev hurtigt ført over Limfjorden og nåede Aalborg, hvor vi blev mødt med samme hjertelige ønsker om fremgang. De svenskere, som var ansat i kompagniet var: Premiereløjtnant Betzholz fra Stockholm, som tjente ved Lifbeväringsregementet, underkorporal Otto Boldt, kontorist fra Landskrona, menig Emil Ekström, kontorist fra Göteborg, og Wilhelm Johansson, bogholder fra Stockholm. Efter et kort ophold i Aalborg marcherede vi sydpå, idet vi fulgte chausséen mod Hobro. Marchen gik rask fremad, og der blev udsendt undersøgelsesstyrker i flere retninger. Efter omtrent to timers march blev vi mødt af en af vores spejdere, som fortalte os, at fjenden allerede havde forladt den by, hvor vi havde håbet at støde på ham, gå uden om ham og tilintetgøre ham. Nu gjorde vi holdt, og oberstløjtnant Beck, vores tapre regimentskommandør, som havde sluttet sig til os under marchen, overtog selv befalingen. Der blev udsendt rekognosceringsstyrker, og området blev undersøgt meget omhyggeligt. Da vi var blevet overbevist om, at fjenden havde fjernet sig, spurgte oberstløjtnant Beck os, om vi havde lyst til, hvis vi stødte på fjenden, at angribe ham med bajonetterne. Vores svar var et enstemmigt ”ja” , og vi marcherede så mod østnordøst, og kl. 4 søndag morgen nåede vi byen Gunderup. Vi kendte nu fjendens styrke. Styrken bestod af 250-300 infanterister og 80 kavalerister og 7 dragoner. Vi gjorde holdt uden for byen og formerede fægtningskolonne, mens vi på nogen afstand så en afdeling kyrasserer. Imidlertid red vores 7 dragoner hurtigt frem og undersøgte byen, hvorved vi til vores store beklagelse fandt ud af, at fjenden en halv time tidligere var blevet underrettet om vores fremrykning, og at han i største hast var brudt op fra præstegården, hvor hele hans styrke havde været indkvarteret. Hvis vi var nået frem en halv time tidligere, havde vi sandsynligvis kunne tage hele styrken til fange, idet fjenden, som ikke anede noget om deres fjendes overraskelse, ikke engang havde ladet deres geværer – hvilket de først gjorde, da de havde forladt præstegården. Vi fortsatte imidlertid ved at forfølge fjenden, indtil vi omkring ¼ mil fra præstegården på toppen af en bakke, hvorfra landevejen går ned mod Lundby, opdagede ham i færd med at forskanse sig bag husene i denne by. Her opsnappede vi en fjendtlig forpost, og gjorde derefter holdt et øjeblik for at undersøge terrænet, som jeg her kort vil beskrive. Landevejen, som førte fra bakken, hvor vi stod, går nordnordøst ned til Lundby og er ca. 15-1800 ”aln” lang [1 svensk aln = 59,38 cm] og på begge sider er der kornmarker; men derudover går der en anden vej til højre fra bakketoppen gennem en tørvemose, som bøjer sig i en halvcirkel, indtil den støder op til byens gade. Til venstre for byen strækker sig et langt og højt stengærde, som i en halvcirkel omslutter den ene kornmark, mens der på højre side af marken ikke er nogen lignende dækning, dog var der et dige langs bygaden og hen mod mosevejen. Bag byen ligger de såkaldte Lundby Krat, som består af høje sandbakker bevokset med småskov. På bakketoppen, venstre om vejen, er der en jættehøj, og langs hele landevejens venstre side ned mod byen var der et mindre dige, hvorimod der på vejens højre side ikke var noget lignende. Så snart oberstløjtnant Beck havde orienteret sig et øjeblik, lod han vores 7 dragoner tage et sving ned ad vejen, og da de var kommet tilbage, kommanderede han: ”Blænkerne* ind!” – ”slut kolonne!” – ”geværet i højre hånd!” – ”march!” – hvorpå gruppen tæt sammensluttet marcherede et par hundrede ”aln” lige frem, hvorpå oberstløjtnant Beck endnu en gang kommanderede: ”Fæld geværerne” – ”løb!” – hvorpå han overlod befalingen til kaptajn Hammerich, som sammen med løjtnant Betzholz løb hurtigt fremad i spidsen for sin lille gruppe. Så snart fjenden opdagede vores manøvre, udfoldede han straks sin højre flanke i en kæde, som fik fremragende dækning bag stengærdet til venstre for os. Da vi havde tilbagelagt omkring halvdelen af bakken, modtog vi fjendens første salve, hvis virkning var forfærdelig. Den kom fra venstre og bestrøg hele vores kolonne, som derved blev delt i to dele. Et øjeblik senere kom den anden salve, som var endnu mere morderisk. Halvdelen af vores gruppe lå allerede blødende på jorden, Betzholz og Ekström ramt af flere kugler. Folkene havde spredt sig, og de fleste søgte dække i diget til venstre for vejen. Kun en ti stykker, heriblandt Johansson og Boldt fortsatte med at løbe fremad med kaptajn Hammerich i spidsen, indtil de var hen imod 60-80 ”aln” fra fjenden; men da vi mærkede, hvor få vi var, blev der kommanderet holdt, og under heftig kugleregn trak vi ind i kornmarken til højre. Derfra forsøgte man endnu en gang at samle gruppen, men da det viste sig at være umuligt, og da vi allerede i ca. 10 minutter havde forsøgt os med den resultatløse virkning af vores skud, liggende på knæ og uden det mindste dække, befalede kaptajn Hammerich os at søge dækning i diget på den anden side af vejen, hvor vores kammerater i forvejen befandt sig. Johansson og Boldt kom også herhen ved siden af hinanden. Men herfra kunne vores ild heller ikke gøre nogen påvirkning, idet fjenden stod i god dækning, både bag indhegningen og bag byens huse. Så udkastede fjenden også sin venstre flanke i kæde, som fandt dækning i diget langs bygaden ned mod tørvemosen på vores højre side, hvorved vi blev udsat for en forfærdelig krydsild, og da tabene blandt vores folk blev større og større, lod oberstløjtnant Beck, som under kampen havde holdt sig oppe på bakketoppen, blæse til samling. De få, som endnu ikke var blevet såret, trak sig i spredte grupper tilbage til jættehøjen på bakketoppen, bag hvilken oberstløjtnant Beck samlede mandskabet. Af vore folk faldt eller såredes omkring 130 mand, og af de sidstnævnte undgik kun 28 fangenskab, ved at nogle af de bønder med køretøjer, som fjenden førte med sig, under fægtningen flygtede og nåede op på bakken via den nævnte tørvemosevej. På disse køretøjer blev de sårede ført til Aalborg og senere over Limfjorden til Nørre Sundby. Kaptajn Hammerich blev såret af en kugle i højre arm, mistede bevidstheden og blev taget til fange. Løjtnant Betzholz blev såret så hårdt af 3 kugler, at han troede, han skulle dø på stedet, men han blev taget op af fjenden og ført til Hobro, hvor han døde en måned senere. 2 Emil Ekström var alligevel den, der blev såret hårdest, for af de fire kugler, som ramte ham, knuste den ene den øverste del af hans hovedskal og berørte hjernen. Alligevel levede han 6 uger senere under god lægepleje på Nørre Sundbys lazaret, og man håbede, at han ville komme sig, da sygdommen pludselig blev forværret, og også han døde. Boldt blev såret i højre hofte, kort før der blev blæst til retræte, og Johansson i højre fod under selve retræten. Begge blev sammen med de andre sårede ført til Nørre Sundby, hvor den første forbinding blev gennemført, og videre på vogne til Frederikshavn og kort derefter med dampskib til København. Kort efter vores retræte fra kamppladsen ankom 100 mand af vort regiments 7. Kompagni dertil på anden vis, som skulle have været med i angrebet sammen med os, og da den befalingshavende officer ikke vidste, at vi havde forladt stedet, sendte han en officer og 30 mand ud for at rekognoscere, men uheldigvis stødte disse på hele den fjendtlige styrke, og resultatet var, at alle de, som ikke faldt, blev taget til fange; og med det endte den så sørgeligt berømte Lundby-affære, den eneste fægtning under denne krig, som ikke er blevet beskrevet officielt. Oberstløjtnant Beck sagde til os efter ankomsten til Nørre Sundby, at resultatet desværre var faldet ulykkeligt ud, men at det glædede ham at se hvordan folkene i hans tapre regiment kunne ”gå på”. ”Bajonetangrebet”, sagde han ”gik, som var det en parade”. Udgiveren vil gerne føje et spørgsmål til denne beretning: ”Har de tapre, som overleverede denne kamp, mon ikke fortjent et andet minde der om end arrene efter de fjendtlige kugler?”

 

*)”Blænkere” kaldes på dansk de skyttekæder, som under en gruppes march breder sig ud på begge sider af vejen for at sikre gruppen uhindret fremmarch

Reklamer
  • Hestevogn til sårede

  • Flaghejsning den 3 juli kl 8:00

  • Kransenedlægning ved mindesmærke

  • Sortkrutter fra sønderjylland

  • Opførelse af slaget 3 Juli 1014

  • Overlevende 1864

  • Hammerich

  • Holger Petersen

  • Abrahams

  • Tysk Kaptajn

  • Kransenedlægning 3 Juli

  • Soldater med fane

%d bloggers like this: