Rapport til Armeens Overkommando fra Oberstløjtnant Beck (Dateret 12. juli 1864)

Det nørrejyske corps
Pt Nyborg d. 12. juli 1864

Ad ciro 8984
1864
Rapport

Fra det nørrejyske korps over hovedmomen-
terne af begivenhederne ved samme fra
den 1ste til den 6. juli 1864

Efter at ved våbenhvilens udløb den 26. fm [forrige måned]
Aalborg var bleven besat af en infanteri og kavaleri
Afdeling respektive, ½ kompagni og 16 dragoner un-
der premierlt. Riebau, havdes midlet til at kunne
vigilere [det at våge over] på den sydlige fjordbred og således ånde fri-
ere på den nordlige, hvor den udstrakte kyst-
bevogtning da betydeligt kunde letteliggjøres.
Besættelsen af Aalborg gjorde det endvidere mu-
ligt en blot at forhindre udskrivninger derfra
til den fjendtlige armeen, som man sammesteds
ifølge Amtsrådets beslutning var i færd med at
effektuere, man og at modsætte sig leverancer
til magasinet i Hobro af naturalydelser fra en
del af Aalborg Amt. 2 transporter respektive fra
Nibe og Gunderup Sogn bleve således tagne af ud-
sendte patruljer og afleverede til et af vore
Magasiner.
For yderligere at dække Aalborg Amt og have en
Umiddelbar berørelse med fjenden havde jeg fore-
slået oberst Neergaard, hvem styrken fra Rye
Å til Hals da var underlagt, at fremskynde tre á
fire kompagnier ved et par eskadroner til egnen
ved Gravlev holde det store skovparti ved Rold
besat med et kompagni, hvis enkelte dele for-
bandtes ved kavaleri poster og med observation
af hovedvejene ved Øst og Vest – en foranstalt-
ning, der havde vist sig hensigtsvarende og udførtes
på retraiten over limfjorden sidst i april

måned med en forholdsvis ringe styrke – samt derfra
uafbrudt fremsende patruljer med den i 2 miles
afstand ved Hobro stående fjendtlige avantgarde [fortrop]. For-
slaget blev imidlertid ikke billiget, da det ansåes for
at være hasarderet med hensyn til den fremskudte styrkes
eventuelle tilbagegang. Dets tilfølgetagen nødvendiggjor-
de selvfølgelig at et betydeligt antal færgemidler måtte
haves tilstede til forbindelsen imellem Nørre Sundby
og Aalborg, hvilke færgemidler vare indskrænkede til
den styrkes behov, som holdt Aalborg besat.
Således stode sagerne, da jeg den 1ste dennes [den måned man er i] erholdt
Kommandoen over det af 1ste inf: Regmt, 2. dragon regi-
ment, 7. halvbatteri og 3. ingeniørkompagni bestaa-
ende korps, som ifølge overkommandoens ordre af
28. f. m. [forrige måned] alene skulde overtage bevogtningen af land-
strækningen nord for Limfjorden med det for-
mål, at forhindre fjenden, med uforholdsmæssig
ringe styrke at foretage udpresninger og brandskatning.
Hvorledes styrken var anvendt har jeg i min rapport
Af 7. dennes [denne måned] nærmere betegnet. Hvad der herved måtte
være et hovedøjemed ved, så længe som muligt at
have Aalborg XXX-parat, thi herpå XXX for en
stor del der stillede opgavens hensigtsvarende løsning,
såvel som korpsets tilbørlige sikring, navnlig gennem
efterretningsvæsnet, der med megen iver og dygtighed
lededes af feltpolitifuldmægtig O. Olsen.
Ifølge de fra denne modtagne beretninger, der
XXX fra andre sider, stod den preussiske styrke i Jyl-
land, som vi havde imod os, formeret i 3 nogenlunde
bestemt udprægede grupper, der kunde betegnes som avant-
garde [fortrop] XXX fra Hobro østerefter bag fjenden over Mariager
og Hadsund med en detacheret afdeling ved Thiele
langsø (XXX)og indtil en af 2 miles afstand omkring
Randers, (samt arrieregarde [bagtrop] ) i Århus og Omegn (hele
Styrken kunne støttet på den detaljerede opgivelse
Af afdelingerne, anslås til cirka 22 á 24000 mand – nor-
malmæssigt.

Sålænge denne styrke ikke begyndte at koncentrere
Sig og drog brotræn til sig anså jeg det for muligt
At blive stående uden risiko syd for fjenden, thi med
mindre afdelinger, fjenden fremsendte, antog jeg
det gørligt at holde besættelsen af Aalborg ved min-
dre offensive foretagender.
Den 1ste juli om aftenen erfarede jeg ved fuldmæg-
tig Olsen meddelelse om, at fjenden var i færd med at
fremsende små afdelinger på et compagnis størrelse
med noget kavaleri i forskellig retning navnlig ad
viborg til samt ad Hobro og Hadsund-vejen, hvilke
afdelinger medførte forplejning for 3 døgn.
Den 2. juli klokken 2½ morgen indløb meddelelsen om
Fjendens fremrykning ved Aalborg, men under-
Rettet om styrkens ringe betydning, som anført
Blev der af løjtnant Riebau fremført lidt kavaleri
Og infanteri på vognen med samme, navnlig af
Hobro vejen, hvor en tiraillering [slås i spredt orden, spredt skydning] fandt sted syd
for Ellitshøj, kl 9-10 formiddag, hvorved vi kun havde en
såret hest, hvorimod fjenden så vidt kunne skønnes
mistede et par mand. I løbet af dagen avancerede
han langsomt til imellem Ellitshøj og Svenstrup,
på hvilket sidste sted vi havde en hovedpost, som han vel
gjorde mine til at angribe, men dog opgav og trak
sig henad aften tilbage. Af løjtnant Riebau under-
rettet om, at bemeldte fremrykkede styrke vilde
overnatte i Ellitshøj, samt sat i kundskab om, at
der sandsynligt den følgende dag vilde finde en ny
fremrykning sted af samme i forbindelse med
den ad Hadsund vejen fremsendte for såle-
des at fortrænge lt. Riebau lille kommando fra
Aalborg og tage byen i besiddelse, bestemte jeg i lø-
bet af natten at udføre et overfald eller en aller-
mering af den på Hobro vejen værende fjendt-
lige afdeling. Til den ende beordredes det i Nørre-
sundby værende 5. kompagni á 1ste infanteri regiment
under kaptajn Hammerich, kl. 8-9 aften d. 2. juli

At gå over til Aalborg for i forening med kavaleri styr-
Ken sammesteds – hvis afløsning tilbageholdes i Aalborg –
at udføre ekspeditionen. At anvende en større styrke
til foretagenet, lod sig envel udføre af hensyn til det
forhåndenværende indskrænkede antal færgemidler,
det nødvendiggjorde ikke at overføre mænd, med
hvad der kunde tilbageføres omtrent på en gang
ved en mulig forceret tilbagegang, hvis forholdet
til fjenden blev ugunstigt. Som frivillige, der
bad om at deltage i ekspeditionen, sluttede sig sekond-
løjtnanterne Tegner og Grave, samt regimentsin-
tendanten, premierløjtnant Hartmann, hvorfor
jeg selv medfulgte med regimentets adjudant , sekondtl.
Abrahams. Med løjtnant Riebau blev aftale truf-
fen angående kommandantens fornødne optegnelse, [optagelse]
og marchen tiltrådtes. Ankommen til Svenstrup,
hvor Aalborg besætningens yderste feltvagt stod, efter-
lades lægen med vogne til eventuelt sårede og
han erholdtes oplysning om at fjenden havde for-
ladt Ellitshøj. I denne by bragtes vi ved samtale med
sognefogden og specielt med præsten i erfaring at fjen-
den var draget længere sydpå over Støvring mod Gravlev
og XXX stod endnu længere mod Rold Skov. At foretage
marhcen videre på disse ubestemte efterretninger i
den anslåede retning uden udsigt til at støde på
fjenden kunne jeg ikke anse for rigtigt [vigtigt], og jeg beslut-
tede derfor at vende mig i østlig retning for at
søge den derværende fjendtlige afdeling, der ifølge
beretningerne skulde kantonnere i egnen ved
Gunderup. Forinden Ellitshøj forlades, holdt jeg en
Kort tale til folkene, hvori fremhævedes målet for
vor ekspedition: ved et dristigt angreb i fjendens flanke
eller ryg at tvinge ham til at opgive sit forehavende
mod Aalborg og gøre ham ved betænkelig ved fremsendelse
af mindre afdelinger med samme. Vi vare og kun-
de efter omstændighederne ikke være mange på
ekspeditionen, man netop derfor var det af

Væsentlig betydning, at vi sluttede os fast til hinanden
Med den bestemte vilje, alle som en at gå lige løs
På fjenden, hvor vi traf ham og bruge bajonetten, som det
Våben, vi forstod at anvende ganske anderledes end
ham, samt ved den hævnfølelse, vi nærede mod vort
lands undertrykkere, føle armen stærk til at ramme
den fjendtlige afdeling, vi søgte, med kraftigt slag.
Enstemmigt bifald, betegnet med gentaget rungende
”ja” fra alle munde ledsagede disse mine ord, og
omtrent klokken en morgen den 3. juli satte vi os da i marchen
over Mjels på Gunderup, foran hvilken byen indtraf
kl. 3 morgen og fra højderne vest for samme iagttages
en vognkolonne med fjendtligt infanteri, der be-
vægede sig i nordlig retning ad Hadsund vejen.
På Aalborg – vi rykkede nu ind på Gunderup
Og erfarede af beboerne underretning om, at det var
Den fjendtlige afdeling på omtrent ½ eskadron og
100 á 200 mand infanteri, som havde overnattet i byen
Og for ikke længe siden forladt den, der bevægede sig,
som af os bemærket. Jeg spildte nu ingen tid, svin-
gede til venstre gennem byen ind på Hadsund
vejen og tiltrådte marchen i ryggen af den fjendt-
lige kolonne. Kort efter blev en preussisk infanterist,
der stod i samtale med en bonde, tagen til fange af
underofficeren ved vor kavaleristyrke og bevægelsen
forceredes for at nå fjenden. Denne havde imid-
lertid passeret byen Lundby og fra terrænet på den
anden side af samme bemærket vor forfølgning,
hvorpå han slog af vognene og ilede tilbage til byens
besættelse. Vi fra vores siden ilede frem mod samme
mål for øje, men fjenden havde forspringet
og fik en part af byens udkant besat. Hans højre
fløj var endnu ikke kommen i stilling imedens
vi endnu befandt os i en cirka tusind skridts afstand
fra byen og i håb om at tage denne ved et
stormløb med bajonetten og således afskære den
fjendtlige styrke tilbagegangen, befalede jeg

kaptajn Hammerich til af al kraft at kaste sig over
fjenden med et rask og determineret angreb. Kap-
tajnen udførte denne ordre ved at rykke frem
i kolonnen med skytter på fløjene. I 200 a 300
alens afstand fra byen modtog han en salve, men
denne standsede ikke fremrykningen; kolonnen fældede
gevær og brød ind med hurraråb – men da modtog
den fra de med lynets fart atter ladede zündnadelge-
værer en anden salve på nært hold, som strakte et stort
antal mand til jorden, hvorfra kolonnen spredte sig
og der begyndtes en hastig og levende tirailleuild. – Denne
kunde imidlertid ikke føre til andet end yderligere
tab uden nytte, thi med det afslåede bajonetangreb
måtte tanken opgives om, at nå det tilsigtede
mål, og jeg lod derfor gentagende gange ved signaler
rapportere styrken. Efter der var samlet omtrent
halvdelen af den oprindelige styrke, forblev samme
stående i en dækket stilling endnu en stund for
at vente på dem, der måtte støde til, imens
så mange såredes transporteres tilbage over Gunde-
rup, Ellitshøj og Svenstrup, som kunne overkommes.
Men da ingen flere folk indtraf, og intet videre
Kunne udrettes med de tilbageværende få kræf-
ter imod fjenden som hævede sin stilling, tiltråd-
tes retræten i nordvestlig retning over Nøvling,
Gug til Aalborg, som nåedes kl. hen ved 8 formiddag.
Tabet i denne affære var stort. Det udgjorde 22
døde og 76 sårede og savnede, hvoraf 44 faldt i fangen-
skab, på meget få nær alle sårede, der ikke kunde bort-
skaffes fra valpladsen, hvor de lå i fjendens umiddel-
bare nærhed efter at kampen måtte opgives.
At resultatet blev et sådant må efter alle samstem-
Mende udtalelser ubetinget tilskrives fjendens moderi-
ske ildvåben, der ladedes og affyredes med en utrolig hur-
tighed, så at ilden fra hans side uafbrudt resede imod
vores rækker under indbrydningen og forhindrede
afgørelsen ved bajonetten. Havde ikke denne over-

legenhed i skydevåben været tilstede på fjendens side, er
Der næppe nogen tvivl om, at det mageløse mandsmod
Den bestemthed, kraft og dødsforagt, hvormed vore soldater
Brød frem ville have kastet fjenden tilbage ved anven-
delsen af det blanke våben og tilvejebragt det resul-
tat, som tilsigtedes ved angrebet.
Alle havde gjort deres pligt i fuldeste mål. Af office-
rerne, der udmærkede sig ved deres bravour, fremhæves
kaptajn P. C. C. Hammerich, premierlt. P I C Betzholtz
(svensk), sekondtløjtnanterne J H A Tegner, N J
Grave og P A Larentzen, iblandt hvilke D’herrer Hamme-
Rich, Betzholtz og Grave er sårede, de to førstnævnte
tillige krigsfanger. Med hensyn til individer af under-
klasserne der fortjene særlig omtale, forventes nærme-
re indberetning fra regimentet.
Samme morgen d 3. juli havde premierløjtnat Riebau, der
Som bemærket kommanderede i Aalborg, fremsendt en større
Infanteripatrulje på en underofficer og 19 mand under
sekondtløjtnant C W Christensen ad Hadsundvejen.
Ankommen til Sønder Tranders stødte denne på en fjendt-
lig kavaleristyrke – de ovennævnte fra Gunderup fremryk-
kede husarer – som gjorde indhug på den. Løjtnant
Christensen formerede straks kreds, modtog X med
en kraftig ild, afslog angrebet og var i færd med at trække
sig tilbage, da han pludselig så fjendtligt infanteri rykke
imod sig sydfra. Han satte sig atter til modværge, men blev
inden føje tid omringet af en infanteriet i forening med
husarerne, der atter rykkede frem og han måtte efter et tap-
pert forsvar strække gevær for overmagten. En menig (X)
af patruljen var falden, og af de tilfangetagne skulle nogle
være sårede. Dette sammenstød må have fundet sted om-
trent samtidig med fægtningen ved Lundby kl 4 – 5 morgen,
idet den fjendtlige husarafdeling tillige med de første vogne
med infanteri af den vognkolonne, der bevægede sig mod
nord fra Gunderup af, må vore X hen imod Sønder
Tranders omtrent til samme tid, som den større part af det
fjendtlige infanteri forlod vognene nordligt for Lundby

For at ile til besættelsen af denne bys udkant imod vor be-
vægelse sydfra.
Ved returen til Nørre Sundby blev der straks draget
omsorg for, at de samme steds indbragte cirka 30 sårede efter at
vore forbundne – hvorved foruden regimentets læger , disse
læger fra Aalborg: Zimmermann, Lund, Poulsen og Hei-
berg ydede velvilligt assistance – afsendtes til feltlægeX
i Hjallerup Kro og herfra bleve de den 4. og 5. dennes [denne måned] evakue-
rede over Frederikshavn til København. Kun to sårede
sekondtlt: Grave og en svensk frivillig menig Eckstrøm, der
nu kunde tåle transporten blev foreløbig tilbage i Nørre Sundby.
Ifølge meddelelser modtagne fra vort feltpoliti
Trak fjenden, få timer efter affæren den 3 dennes kl 10
Formiddag, sig tilbage over Lindenborg sydpå og drog
Til Hobro, hvorhen også den ad Hobro-Aalborg-vejen
Fremskudte styrke drog. Fjendens stilling var derefter
Uforandret ved Hobro, Randers og Århus som ovenanty-
det, hvilket særligt fremgik af en detaljeret indberetning
fra fuldmægtig Olsen af 4 ds. [denne måned]. Den 5 og 6 ds rapporteredes om
hans ansamling af både ved Randers, samt fremsendelse
af en del sådanne til Viborg, dog uden nogen væsentlig
forandring i hans hidtidige stilling, ligesom han forholdt
sig aldeles rolig over for Aalborg.
Den 5 dennes overtog major X interimistisk
Kommandoen over 1ste infanteri regiment, som jeg så-
ledes fratrådte og samme dag meldte sig ved korpsets
ingeniørkaptajn Dalgas med 3. ingeniørkompagni
som derefter foranstaltede X-linjen fuldkommen-
gjort på hele strækningen fra Aggersund til Hals,
hvornæst han beordredes til at foretage recognose-
ring af retraiten på Frederikshavn med terræn-
forholdene, samt forberede det fornødne til broafbryd-
ninger – alt med hensyn til den eventuelle retraite.
Den 6. ds blev korpsets stab organiseret idet
Ritmester Freilsleben, premierløjtnanterne
X og Rohde meldte sig ved samme X

Korpsets stabs-X samme dags aften forlagdes
Fra Nørre Sundby til Vang som i rapporten af 7.
Dennes indberettet
Slutteligt fremsendes herved et eksemplar af 3. x tabs-
lister, respektive fra 1. inf. Regiment 5., 6. og 2 kom-
pagni over tabet den 3. ds, hvorved bemærkes, at re-
gimentet under 8. ds har oplyst, at 1 eksemplar af døds-
lister alt tidligere ere bleven overkommandoen
tilstillede.

C. Beck
Oberstløjtnant

Til armeens overkommando

Reklamer
  • Hestevogn til sårede

  • Flaghejsning den 3 juli kl 8:00

  • Kransenedlægning ved mindesmærke

  • Sortkrutter fra sønderjylland

  • Opførelse af slaget 3 Juli 1014

  • Overlevende 1864

  • Hammerich

  • Holger Petersen

  • Abrahams

  • Tysk Kaptajn

  • Kransenedlægning 3 Juli

  • Soldater med fane

%d bloggers like this: