Nanny Michelsen fra Hobro beretter om de danske såredes indtog i byen

Fru Nanny Michelsen fra Hobro blev vidne til de sårede danske soldaters indtog i byen. Følgende uddrag fra Nanny Michelsens erindringer er gengivet efter Kjeld Galster: ”Aalborg og Nørresundby besat 1864” i Fra Himmerland og Kjær Herred 16, 1949-1950:

Nanny Michelsen fra Hobro beretter om de danske såredes indtog i byen by benjachrist

”Vi havde set tyske regimenter dag efter dag trække nord på, og vi levede i spænding om, hvad den nærmeste tid vilde bringe. Vi havde så lidet følelsen af, at der vilde blive noget godt, og det blev det heller ikke. Den tunge dag med Lundby affæren kom.
Adskillige danske blev dræbt eller såret, og af disse sidste blev flere ført som fanger sydpå til Hobro og der indlagt til plejning af de tyske læger og nonner. De sårede blev fra Lundby lagt på bøndervogne i halm og transporteredes på den måde de henved 6 mil til byen.
Da dette optog, ledsaget af tysk eskorte, nærmede sig byen, var en del af byens borgere gået vore sårede og lidende jenser i møde, for således at bevidne dem vor inderlige deltagelse og sorg; andet kunde vi ikke gøre, de var tyskernes bytte; men svært var det, at vi end ikke kunde have lov at række dem en hjælpende hånd.
Blandt de mange, der færdedes i gaderne, var også min lille søster. Hun fulgte hulkende toget, og da hun ser en af jenserne, der så så bleg og lidende ud, udbrød hun fortvivlet: ”Nu dør han”; og gråden tog til. Da var der en af de tyske officerer, som kom hen til hende, vilde trøste hende, klappede hende på skulderen og sagde deltagende: ”Ach weine nicht, weine nicht!” Det var så underligt: når det gjaldt sygdom eller død, da svandt fjendesindet, og fjende blev til ven.
Vi danske græd og sørgede den dag, medens tyskerne spillede sejersfanfarer.
De sårede blev nu anbragt i klublokalerne, som var blevet omdannet til lazaret, og de plejedes af de tyske nonner. Og det må jeg tilføje: det kunde ingen dansk barmhjertig søster have udført mere roligt og mere samvittighedsfuldt.
7 danske soldater og én tysk døde… Til begravelsen blev der af tyskerne gjort store forberedelser. Danske og tyske samledes om ved denne lejlighed at glemme fjendesind…
I hvert hjem blev flettet kranse. Jeg husker, hvor vi pigebørn var optaget deraf, en til hver af vore egne kister, og en til den tyskes. Vi lavede små dannebrogsflag, som vi stak ned omkring i kransene, og ligeledes nogle små tyske flag til tyskeren.
Så oprandt begravelsesdagen. Vejret var roligt og smukt. Der lå en uendelig vemodig højtid i luften. Der var bevægelse blandt civile og militære. Militæret rundt omkring fra det nærliggende land var indkaldt. Kl. 3 skulde alle være samlede nede ved det lille lighus. Et så broget, ja man sige glimrende skue vil man sjældent få at se: blå husarer med snorebesatte trøjer, røde husarer med guldsnore, hvide kyradserer med stålhjelme, grønne jægere… Vi måtte uvilkårligt føle, vi stod som de små, der måtte bøje nakken for en stor og mægtigt stat, ja vi skulle vel føle dette: vi havde ved siden af hele denne forsamling kun en lille, sortklædt skare af byens borgere, der ledsagede de døde soldater til det sidste hvilested. Men det tør jeg sige, at hvad vi manglede i ydre pragt, det ejede vi i den rigdom af dybe, vemodige, taknemmelige følelser, som hjertet fyldtes med.”

Reklamer
  • Hestevogn til sårede

  • Flaghejsning den 3 juli kl 8:00

  • Kransenedlægning ved mindesmærke

  • Sortkrutter fra sønderjylland

  • Opførelse af slaget 3 Juli 1014

  • Overlevende 1864

  • Hammerich

  • Holger Petersen

  • Abrahams

  • Tysk Kaptajn

  • Kransenedlægning 3 Juli

  • Soldater med fane

%d bloggers like this: