Intendant Hartmanns beretning om kampen ved Lundby (1895)

Intendant H.V.F. Hartmann: ”Fægtningen ved Lundby 3. 7. 1864” trykt i Militær Tidende 5, 1895. Her gengivet efter en afskrift i Lundbymuseets arkiv:

Med min udnævnelse til intendant I 1862 ophørte jo min tjeneste i geleddet og, skønt jeg også i nævnte stilling har set og oplevet en del i den påfølgende krig – ofte måske netop fra mit rolige observationspunkt mere end de aktive deltagere i selve kampene -, så indeholde mine notitser fra hine dage neppe så meget af almindelig interesse, der ikke vil være de fleste bekendt i forvejen.

Dog kunne jeg endnu have lyst til – som sidste brudstykke af mine erindringer fra krigene – nedenfor at give en kort, men tro skildring fra kampen ved Lundby Søndag morgen den 3. Juli 1864. Denne uheldige lille kamp, som dels på grund af de preussiske bagladegeværers overraskende virkning og det deraf fulgte forholdsvis store mandefald på dansk side og dels, fordi der her veksledes de sidste skud med fjenden i krigen 1864, oftere har været omtalt i pressen, ligesom den udførligt er beskreven både i en af kaptajn F.C. Schiøtt i 1877 udgiven piece, ”AFFAIREN VED LUNDBY den 3die Juli 1864,” i ”DEN ANDEN SLESVIGSKE KRIG” af Kaptajn C.T. Sørensen, 1883, og såvel i det preussiske som det danske Generalstabsværk, er den eneste kamp i 1864 og den sidste, jeg personligt har deltaget i. Det er dog ikke min hensigt med denne fremstilling at ville kritisere ovennævnte skrifter, af hvilke vist nogle på enkelte steder have brugt vel stærke farver i skildringen, og navnlig er beretningen om kampen i det danske Generalstabsværk upåtvivleligt helt rigtig og til dels udtømmende. Men det kunne interessere mig at fremlægge mine notitser, navnlig fordi de ere affattede før og uafhængigt af flere af de ovennævnte skrifter, og fordi de tillige indeholder enkelte karakteristiske træk, som burde kendes.

I Juli måneds begyndelse 1864 forlod den i maj til Vendsyssel overførte 1. division atter samme egn, og til bevogtning af Limfjordsstillingen blev kun tilbage 1. regiment, 2. Dragonregiment og 4 kanoner af 7. batteri, alt under kommando af oberstløjtnant BECK. Da fjenden ved våbenstilstandens ophør atter havde forladt Aalborg og Omegn, indtog dernæst regimentets 2. kompagni med nogle dragoner en forpoststilling syd for Aalborg ved Scheelsminde og Hedegårde, og fra førstnævnte sted udsendtes patrouiller og mindre kommandoer til Svendstrup og til den 2 mile fra Aalborg beliggende landsby Ellishøj. Den 2. Juli kl. 8 aften blæstes alarm for det da i Nørresundby kantonnerende 5. kompagni, der efter samlingen øjeblikkeligt førtes til færgen, uden at det vidste noget om hensigten hermed. Kort efter mødte regimentschefen, oberstløjtnant TEGNER og GRAVE, der stode ved andre kompagnier i regimentet, og fortælleren, der fra sin tidligste ungdom indtil 1848 mangfoldige gange havde gennemkrydset terrainet syd for Aalborg dels på felttjeneste dels på marshøvelser med 11. bataillon, bade om og erholdt tilladelse til at deltage i ekspeditionen, hvilken tilladelse også gaves til regimentsskriveren, sergent EBBESEN, samt til dennes assistent, korporal GISLING.

Efterat oberstløjtnanten fra færgen havde holdt en tale, dels til mandskabet dels til den på broen forsamlede folkemængde* skete overfarten til Aalborg, og marchen gik nu rask syd på. Ved Scheelsminde passeredes forposterne, og kommandøren for disse, premierløjtnant RIEBAU, gav endnu nogle meddelelser om fjenden, hvorpå marchen fortsattes til Svendstrup. Den her tilstedeværende møller Wulff til Svendstrup østermølle udtalte til oberstløjtnanten, at han med vished vidste, at fjenden samme eftermiddag havde været i Ellishøj, men senere atter var gået tilbage til Gravlev; derimod skulle der efter sigende være kommen en større antal fjentlig styrke til Gunderup; men [om] dennes antal og våbenart vare meningerne højst forskellige.

Oberstløjtnanten befalede nu marchen fortsat hurtigst muligt til Ellishøj, hvortil vi ankom kl. 11½ aften. Her tog han med adjudanten ind i præstegården til provst ALBRECHTSEN, medens kompagniet i stilhed lejrede sig på vejen, samtalende om, hvad de næste timer muligvis vilde bringe, og højtideligt beklagende, at der ikke havde været tid til at bringe noget som helst med til at styrke sig på. Tiden gik imidlertid; klokken blev 12, derefter 12½, og endnu lå styrken på samme plet. Da klokken var henved 1, gik jeg på officerernes opfordring ind i præstegården, hvor de herrer med en kop kaffe sade i samtale med præsten, og tillod mig som bekendt mand at henstille til oberstløjtnanten at vende tilbage, da natten nu var så langt fremrykket, at vi ad den lange vej og dels besværlige vej over Miels ikke kunne nå Gunderup før kl. 4, altså efter solopgang, hvilket formentligt ikke var nogen heldigt valgt tid til et ”natligt overfald”, hvilket udtryk han tidligere på natten havde brugt. Oberstløjtnanten svarede nu: ”Jo vist marcherer vi til Gunderup!” Marchen fortsattes da, og endelig kl. 4 10′ stode vi foran denne by, belyste af den dejligste morgensol. Efter et øjebliks ophold fik dragonerne ordre til at jage gennem byen med hurra og svingende sablerne – mon for at vække den muligt sovende fjende? -, og ved denne støj ilede bønderne ud af deres huse og modtoge os med et udråb! ”Aa! Var de bare kommen noget tidligere! Kl. 1½ droge fjendtligt hestefolk og soldater på vogne nord på, men hele resten lagde sig igen til ro i præstegårdens udhuse, kl. 3½ droge de bort! Ligeledes nord på!” Vi marcherede nu mod Lundby efter at have medtaget et par vogne, og efterat sognefogden havde fået ordre til at lade flere følge efter til optagelse af eventuelle sårede. Dragonerne vare vedvarende langt forud for fodfolket; det var dem, der ved at vise sig på den midt imellem Gunderup og Lundby tæt ved landevejen liggende kæmpehøj gave fjenden underretning om vor fremrykning i ryggen på ham og således tid til at ordne forsvaret i byens sydlige udkant. Det var dragoner, der toge en fjendtlig soldat i den øst for kæmpehøjen liggende bondegård. Vejen fra Gunderup til Lundby, hvis længde er henved 5000 alen, stiger jævnt, indtil man henved 3000 alen nord for førstnævnte by når kammen af bakketerrainet, og først nu ses Lundby liggende i henved 1000 á 1500 alens afstand; vejen skråner jævnt nedad, og terrainet er aldeles åbent uden nogen som helst for den sydfra angribende dækkende genstand.** Da kompagniet derfor kom op på kammen af bakken, kunde det se pikkelhuerne glimte i morgensolen i byens sydlige udkant bag en lodret på vejen fra Gunderup løbende stor jordvold, ligesom man af og til nærmere ved byen kunne se en sluttet trop i en af de sydligste gårde. At der ventede os en varm modtagelse, vare vi derfor ikke i uvished om, men der var ikke spor frygt til stede, kun en higen efter at komme ind på livet af fjenden. Kaptajn HAMMERICH ville først ordne angrebet ved fremsendte skytter, men oberstløjtnanten, der holdt ved kæmpehøjen, befalede os at forblive i sluttet kolonne efter vejens bredde (halvdelingsfront) og ikke indlade os på skydefægtning, men gå på med bajonetten. Kompagniet satte sig i hurtig gangart, og kort efter lød fra kæmpehøjen signalet ”Attaker”, hvorpå geværet toges i højre hånd, og i sluttet løb nærmede vi os raskt den dækkede fjende. Denne åbnede, da vi vare komne på 200 á 250 alens afstand fra ham, på en gang ødelæggende hurtigskydning, under hvilken næsten enhver kugle traf. Men desuagtet vedblev kolonnen under hurraråb at styrte frem, indtil henved halvdelen af folkene vare faldne. Ilden varede ikke 5 minutter, og dermed var angrebet afslået. På en strækning af henved 200 alen var vejen bestrøet med døde og sårede. Resten af kompagniet kastede sig i vejgrøften og begyndte herfra at beskyde fjenden, formentlig uden nogen virkning, da han vedblivende beholdt sin dækkede stilling. En sergent WITTHOFF med en halv snes menige søgte ind i en udenfor byen mod øst løbende slugt, men bleve her afskårne og fangne. På oberstløjtnantens derpå følgende signal ”Retirer!” søgte de usårede så hurtigt som muligt at komme udenfor fjendens ild og atter samle sig ved kæmpehøjen, alle kastende sorgfulde blikke tilbage på de efterladte døde og sårede kammerater.

Styrken der ved udmarchen talte 180 mand, var nu efter få minutters forløb smeltet samme til 102 mand. Det viste sig senere, at vi foruden 3 sårede officerer – kaptajn HAMMERICH, tillige fangen, premierløjtnant BELTSHOLTZ, svensk frivillig senere død på et fjendtligt lazaret i HOBRO, og sekondløjtnant GRAVE – havde 21 døde og 57 sårede og savnede af underklasserne***. Hvor tæt den fjendtlige projektilregn har været, turde endvidere fremgå af, at en få dage forud mødt officersaspirant JENSEN kunne fremvise 11 huller og rifter i sin nye uniform, frembragt af kugler; han var alligevel sluppet med en let såret hånd, som tillod ham at blive i geleddet; to mindre stykker vare bortskudte af hans sabelklinge.

Efterat oberstløjtnant BECK med resterne af 5. kompagni havde trukket sig tilbage henimod landsbyen Poulstrup, og 4 vogne med sårede – hvoriblandt den hårdt sårede løjtnant GRAVE -, der vare blevne opsamlede, uden at den nu mod syd marcherede fjende søgte at forhindre det, vare stødte til resterne, tiltrådtes tilbagemarchen over Nøvling og Gug til Aalborg, hvortil vi ankom samme dag henved kl. 11. formiddag, ligesom beboerne kom fra gudstjeneste.

At Mandskabet ved alarmeringen i Nørresundby og i den øjeblikkelige afmarch ikke fik tid til at medtage noget som helst, hverken brødpose eller feltflaske, og desuagtet marcherede 3 mil, hvorefter de gik dristigt ind på livet af fjenden og efter smertefulde tab uden hvile tilbagelagde en strækning af over 2 mil, taler tilvisse for den danske soldats udholdenhed.

Jeg vil til slutning (til dels til sammenligning med mine notitser) citere nogle af de betragtninger, hvormed det danske Generalstabsværk ledsager sin fremstilling af kampen ved Lundby. Thi, som så ofte sagt, indeholder den i og for sig os så sørgelige begivenhed ikke lidet stof til belæring.

”Som en hovedanke (mod dispositionerne på dansk side) må anføres den ringe styrke såvel af infanteri som af kavaleri, oberstløjtnant BECK bestemte til udførelse. Der var meldt oberstløjtnanten, at fjendtlige rekognosceringskommandoer, hvert på et kompagnis størrelse med en del kavaleri, rykkede frem ad forskellige veje; den mulighed var ikke udelukket, at de gensidigt kunne understøtte hinanden, det havde sikkert været rigtigst at medtage 2 á 3 kompagnier, samt mindst en eskadron rytteri.

—— Skulde der i dette tilfælde være chance for at træffe fjenden uforberedt, måtte man fra Ellishøj ufortøvet tiltræde marchen mod Gunderup for såvidt muligt at nå dette punkt før daggry. —– Angrebet udførtes i stil med et overfald, medens det under de foreliggende forhold kun kunne udføres regelret, hvortil imidlertid kræfterne manglede”.

*Talerne udgjorde unægtelig en af oberstløjtnant Becks stærke sider, han lod enddog TRYKTE taler omdele til regimentets mandskab. Han manglede heller ikke evner til at tale. Men han troede bl.a. ved taler at kunne erstatte en energisk anvendelse af straffemyndigheden. Og dette førte naturligvis til at disciplinen ved regimentet med dets mange højst tvivlsomme elementer langt fra var den bedste.

** Denne korte terrainskildring er affattet efter hukommelsen, da fortælleren, når kampdagen undtages, ikke har været der siden 1847. Men jeg henviser iøvrigt til det danske Generalstabsværk og til dets kort over kampstedet.

*** Se dog her tabsangivelser i Generalstabens værk.

Reklamer
  • Hestevogn til sårede

  • Flaghejsning den 3 juli kl 8:00

  • Kransenedlægning ved mindesmærke

  • Sortkrutter fra sønderjylland

  • Opførelse af slaget 3 Juli 1014

  • Overlevende 1864

  • Hammerich

  • Holger Petersen

  • Abrahams

  • Tysk Kaptajn

  • Kransenedlægning 3 Juli

  • Soldater med fane

%d bloggers like this: