Anders Nielsens erindringer om kampen ved Lundby (ca. 1940)

Anders Nielsen var 9 år gammel da kampen ved Lundby fandt sted. I 1939 fortalte han sin eridnring om kampen til Hvetbo Herreds Avis. Den nedenstående tekst er formentligt skrevet omtrent samtidig, muligvis i 1940.

 Jeg vil nedskrive en skildring af slaget ved Lundby den 3. juli 1864.

 Jeg var da ca. 9 år, og kan tydeligt huske den sørgelige tildragelse, nu jeg er 85 år.

En søndag morgen d. 3. juli, klokken var 3.30. Der kom en deling tyske soldater, deraf ca. 20 husarer anført af Hauptman von Schlutterbach til Lundby, og befalede beboerne at hente deres heste i marken, for at kunne køre med deres bagage. Min fader kom så med 2 toårs hopper, der ikke var tøjvant. Han protesterede derimod, den tyske infanterist fældede gevær med bajonet på og truede min fader.

Nu hørtes skud, og tyskerne kom omkring vor post til forsvar. Så vidste far og den tyske soldat, hvad der forestod. Min fader slap hestene, og de løb i marken. Den tyske soldat, som truede min fader blev såret ved vor lade, dette sagde vor nabo. Han havde været i marken for at flytte sine køer. Han måtte dække sig blandt tyskerne ved diget, for de danske kugler.

Min fader ilede så ind til min moder og vi børn, for at fortælle os hvad vi skulle, dersom tyskerne vandt og trængte ind i vore huse, så mente fader at de ville sætte ild til bygningerne. Efter faders befaling skulle vi dække os ved murpillerne. Blev [der] sat ild på gården, når tyskerne var flygtet ind skulle vi løbe ned til en grøft og dække os deri.

Men det gik anderledes, det hele varede kun ca. en halv time, så var den sørgelige kamp forbi. Nu måtte alle mænd og kvinder ud på valpladsen og hjælpe.

Den første sårede vi mødte, var en dansker, han var vist korporal. Han havde fået en kugle gennem munden*, så han var rædsom blodig. Han kom over til Jørgen Christensen, og en anden som var såret i foden, kom ind i mit hjem, de havde begge skjult sig i Chr. Winthers hønsehus.

Jeg husker en såret dansk soldat tiltalte os drenge for at få lægehjælp. De voksne var gået forbi ham, de var gået længere syd på ad vejen for at hjælpe andre. Der var kun få voksne, da der ikke var kommet hjælp fra andre byer, og der var ikke hestekøretøjer at fremskaffe i byen, da de kørte med tyskerne. Så blev et par trækstude spændt på hestevognen med skravl, og den blev fyldt med halm, derpå blev 8 døde læsset. Vor unge karl kørte dem til Sdr. Tranders, og der blev så sat heste for vognen. De blev nu kørt til Aalborg, og her ligger de begravet på kirkegården.

Siden kom mange af omegnens beboere til hjælp. 12 døde blev kørt til Gunderup Kirke, hvor de ligger begravet. Der er rejst en stor mindesten for dem. Der faldt af 1. regiments 5. kompagni, 3 underofficerer og mange døde.

2 officerer, 42 underofficerer, mange sårede, og 20 usårede blev fanger. 2 savnedes. Kun nogle enkelte 3 á 5 tyskere såredes. En dansk soldat [der] havde skjult sig i kornet, kom i civilt tøj og flygtede ud til sin afdeling. Der var også mange der flygtede øst på til Limfjorden, der blev de sejlet over til Vensyssel.

Det var en sørgelig søndag morgen, som aldrig glemmes af os der så det. Tyskerne tog flere let sårede danskere syd på, en eller to døde vist i Hobro.

Der var samme dag en træfning ved Sdr. Tranders Hedegård, der faldt 2 eller 3 danske soldater.

Lørdag efter slaget kom der en stor tysk styrke, både infanteri, kavelleri og artiliri. De tog alt hvad vi ejede. Vi havde korn og halm på loftet, det tog de til hestene, og af brænde og halm byggede tyskerne barakker på min faders marker. De slagtede 7 kreaturer, deraf 1 af min faders, og begyndte at koge kødet på ildstedet de havde lavet ude på marken. Men hele styrken blev [be]ordret nord på, de fik ikke kreaturerne kogt, men de havde taget alt hvad vi ejede af håndredskaber, halm, korn, fødevarer samt brød og alt sul i saltkarrene, så vi måtte spise på de andre gårde, der havde de ikke været så slemme.

Vi tre børn blev sendt til min morbroder Søren Andersen Ø. Flamstedgård, der havde vi det godt.

Efter våbenstilstanden en tid efter, fik vi indkvartering af 12 husarer og en løjtnant, dem havde vi vist i 6 uger. De fik natural-forplejning, men min moder lavede det til og fik derfor hjælp af tyskerne. De var da meget flinke fjender, men de tog jo først plads ved bordet og hønseæggene var de henrykte for. De havde ekser[cer]plads på min faders mark, dertil var jeg en ivrig tilskuer.
Vi børn var jo meget sammen med dem [prøjserne], vi havde en tostolet fjedervogn, den ville officererne gerne køre i byen med. Vi havde ellers haft den skjult i en hedetørvestak på en afsidesliggende eng på Oppelstrup Hede, samme sted havde vi også skjult en god ung hoppe.

Jeg var med i den kommite der rejste mindesmærket over de faldne fra slaget ved Lundby. Jeg var jo den der havde overværet dette og kunne huske det, derfor skulle jeg bestemme hvor det skulle stå. Jeg var også med til 50 års mindefesten på valpladsen, i kirken og til fællesspisningen på Gistrup Kro, hvor jeg havde en løjtnant og en sergent fra 1. batalion til bords.

*Der er muligvis tale om Lieutenant Grave, der ved Lundby fik bortskudt kæben.

Reklamer
  • Hestevogn til sårede

  • Flaghejsning den 3 juli kl 8:00

  • Kransenedlægning ved mindesmærke

  • Sortkrutter fra sønderjylland

  • Opførelse af slaget 3 Juli 1014

  • Overlevende 1864

  • Hammerich

  • Holger Petersen

  • Abrahams

  • Tysk Kaptajn

  • Kransenedlægning 3 Juli

  • Soldater med fane

%d bloggers like this: