Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis, Tirsdagen den 12te Juli.

”N.Pr.Z.” [Neue Preußische Zeitung] har nu følgende udførlige Beretning fra preussisk Side om Begivenheden i Lundby: ”Den 1ste ds. brød op fra Hobro, under Befaling af Major Krug v. Ridda, et Detachement af 1ste vestphalske Husarreg. Nr. 8, bestaaende af 5te Escadron af Regimentet og 1ste og 2det Compagnie af 3die nederschlesiske Infanterireg. Nr. 50, hvert paa 108 Mand og bestemt til at recognoscere Liimfjorden fra Egense til Aalborg. Den første Dag naaede Expeditionen Store Brøndum og fortsatte næste Morgen sin Marsch først til Lindenborg, hvor Capit. v. Wülfsniss blev tilbage med 2 Delinger af 2det Compagnie og 7 husarer til at sikre Overgangen over Lindenborg Aa. Resten gik videre til Louisendal, som dog allerede forlodes om Aftenen Kl. 8, da efter alle indhentede Efterretninger Fjenden var i overlegen Styrke i Nærheden og maatte meest muligt skuffes m.H.t. Detachementets Stilling og Bevægelse. Natten tilbragtes i Gunderup og om Morgenen tidligt Kl. 3 blev brudt op imod Søndertranders, men underveis efterladt Infanterie i Lundby, for at sikre Cavalleriet, der under Major Krug personlig var gaaet videre frem, Tilbagetoget og i fornødent Fald optage det. Kun 20 Infanterister under Prlten. v. Klinkowstrøm ledsagede tilvogns Husarerne. Lundby er en lille Landsby ved Veien til Aalborg og ligger i en Dal, hvis sydlige med en ældgammmel Kjæmpegravhøj smykkede Rand er langt høiere og steilere end den nordlige, der kun har en svag Stigning. På denne havde Capit. v. Schlutterbach tæt foran den sidste Gaard (Jørg. Christensens) ladet Geværerne stille sammen. Da bemærker han pludselig, at der i Ryggen af Høien som vender imod Gunderup, viser sig Spidsen af en Cavalleriafdeling. Formodningen om at det kunde være Danske, blev til Vished, da der hurtigt herefter viste sig Infanterister med Huer, og en udsendt Husar, affyrede sin Carabin, jagede tilbage i fuld Carriere. I et Øieblik vare Geværerne grebne og det gik nu i vedvarende Løb igjennem Landsbyen for at besætte den af Fjenden truede Side. Tæt ved Veien laae et lille Huus, foran dette et langt Gjærde, bag hvilket Skytterne posterede sig, imedens en Souiten paa en Deling blev staaende bag ved Bygningen. De Danske havde kun tøvet kort, thi – det var maaske Kl. 4 ¾ – som deres Infanterie i Colonne over Bakken, i roligt Skridt, samt sluttede og uden en eneste Tiraleur foran, som det synes allerede vis paa Seiren, thi man hørte dem tydeligt lee og juble. Aandeløs hang Alles Blikke ved den fremrykkende Modstander og Enhver ventede med Spænding paa det Øieblik, da Queuen vilde vise sig. Endelig kom de; der var maaske 200 Md. (181), der paa omtrent 300 Skridt under Hurra fældede Bayonetten. Ingen Lyd og intet Skud svarede dem, Enhver adlød Capit. v. Schlutterbachs Befaling, idet han havde forbudt at skyde før han commanderede. Det var en svær Prøve for de unge Soldater at maatte holde sig og lægge Tømme paa deres Utaalmodighed; men Prøven bestodes glimrende og først da det heed: ”Fyr nu”, knaldede først 1, 2, 3 Skud, et Øieblik derefter næsten samtidigt de øvrige og herpaa fulgte en uafbrudt Skytteild. Fjendens Colonne studsede, men til Ære for de Tappre være det sagt: de gik trods det frygtelige Tab, de havde lidt, endnu 60-70 Skridt sluttede frem, derpaa foer de fra hinanden, hver søgte Dækning saa godt han formaaede, enkelte Brave kom paa 80 Skridt nar for Størstedelen at finde Heltedøden. De Danske aabnede nu fra deres Side en levende Ild, dog med ringe Resultat; kun Feldwebel Krommschmidt af 1ste Compagnie, som hensynsløs stillede sig blot for de fjendtlige Kugler for at kunne oversee sine Folk, sank ned med knuust Arm, og med ham en Mand af 2det Compagnie, medens en anden fik et ubetydeligt Streifskud.” ”Saa udmærket tappert de Danske end holdt sig, de kunde tilsidst dog ikke modstaae Bagladningsgeværernes morderiske Ild og veg (maatte vige). Saa hurtigt som muligt samlede de sig og flygtede over Bakken, hvor mangen én endnu blev truffen af den dræbende Kugle. Derpaa indtraadte dyb Stilhed; der kun afbrødes ad de Saarede Stønnen. Vel var Fjenden glimrende slaaet tilbage, men hvem formaaede derfor at triumphere?” ”For at naae Vished om, hvorhen fjenden havde vendt sig, drog Lten. v. Wissel op paa Høien, dog var der intet meer at see til de Danske uden et Par Soldater, som beskjæftigede sig med at tage de Saarede op og da hurtigt drog videre. Nu først kunde der tænkes paa de Ulykkelige, som, liggende i deres Blod, bedækkede Valpladsen og bønligt udstrakte Hænderne efter Hjælp. Alle som ikke af Pligten vare lænkede til deres Plads, styrtede frem for at føre de Saarede tilbage og bære dem, og de, som for et Quarteer siden saae Fjenden styrte med vild Glæde, løftede ham nu medfølsomt op og søgte at lindre hans Lidelser? Hvilket Syn frembød ikke Valpladsen? 33 Liig bedækkede den, uden at regne dem, som havde slæbt sig op indtil høit i Kornmarken for at ende der. Over 45 Saarede kom til Forbindingspladsen, hvor Dr. Fränzell virkede med utrættelig Iver”. Lægen roses ogsaa som den, der næst Føreren paa denne Dag havde erhvervet sig størst Anerkjendelse. ”Medens Preusserne, fortsætter Beretningen, kun havde mistet 3 Mand, havde 10 Minutter (saaledes angaves her rigtignok ogsaa strax Begivenhedens Varrighed) kostet Fjenden Halvdelen af hans Folk; thi 11, som af Frygt for den morderiske Ild*) ikke havde vovet at følge Retraiteordren, faldt endnu usaarede i Fjendens Hænder.”

Imidlertid havde Husarerne havt den lille Fægtning ved Hedegaardene og taget en Officeer og 18 Mand, deraf 3 Saarede, tilfange. ”Husarerne, hedder det, vare stormede op ad en lille Høi, hvorpaa Fjenden stod, og havde derved foranlediget ham til at trække sig tilbage bag et Gjærde. Her blev han, efter kort Ild, angreben i Fronten af den med svungen Sabel forudilende Prlten. v. Klinkowstrøm, imedens Cavalleriet svingede tilside og attaquerede Flanken under Ritmester v. Eglofsstein, som dristigt sprængte frem. De Danske skjød først da deres Modstandere vare nær paa 50 Skridt; en Husar og en Musketeer faldt, dødeligt Saarede. Men det opholdt ikke de Fremadstormende. Imidlertid toges Stillingen og efter kort Ophold Tilbagemarschen; ”desværre efter at have ladt mange (??) danske Saarede, for hvilker der manglede Vogne, blive tilbage”.

Detachementet ankom samme Dag til Hobro og indbragte, næst Fangerne, efter den Beretning 83 Geværer og 130 Sabler, Patrontasker og andre Armaturdele.

Af de ved Lundby Begivenheden 27 Saarede, som henligge paa Landcadetakademiets Lazareth i Kjøbenhavn, ere, efter Beretning derfra, de menige Gust. Juul og Joach. Jacobsen haardt saarede, 16 mindre let og 9 letsaarede.

I Londoner Illustr. News fandtes engang i Foraaret tvende Billeder af danske Feldtsoldater, begge af et kraftigt intelligent Udseende og i deet hele prægtige Krigsskikkelser. Den ene af disse (Billedet tilhøire) var Cand. jur. Fridleif Sørensen. Paa den i sidste Efteraar afholdte Session blev han udskreven til Militairtjenesten, dog ikke som Combattant, men paa Grund af Kortsynethed som Militairarbeider. Hans Hu stod imidlertid ikke til (trods Kortsynethed) at sidde roligt hjemme, medens Danmarks øvrige Ungdom kjæmpede og blødte for Fædrelandet. Efter at han i December og Januar havde bestaaet den fuldstændige juridiske Examen, androg han øieblikkeligt paa, igjen at blive stillet for en militair Undersøgelsesauthoritet for at faae prøvet, om det ikke var muligt, at han trods sin Kortsynethed kunde antages som Combattant. Til hans store Glæde fik Undersøgelsen det forønskede Udfald, han kom strax paa en Rektrutskole og afgik herfra i Marts til Hæren. Han brændte af Begjærlighed efter at deeltage i Kampen for Fædrelandet og efter sit Ønkse blev han beordret til det tappre 1ste Regiment, som man jo dengang antog vilde komme alvorligt i Kast med Fjenden. Kun kort skulde det imidlertid forundes ham at staae i Fædrelandsforsvarernes Række. Han faldt dødeligt saaret i den ulykkelige Fægtning (?) ved Lundby syd for Aalborg den 3die ds. Fædrelandet har i ham tabt ikke alene en mandig, energisk, patriotisk, men tillige en begavet lovende Søn. Hans gamle ærværdige Fader, Pastor Sørensen i Esbønderup, begræder med sin Hustrue og en talrig Familie en brav og lovende Frænde (Dgst.)

 

*) rigtigere: som under det store Mandefald, der viste Angrebet forfeilet, efter militair Conduite havde kastet sig og derved forhindredes i at følge Retraiteordren.

Reklamer
  • Hestevogn til sårede

  • Flaghejsning den 3 juli kl 8:00

  • Kransenedlægning ved mindesmærke

  • Sortkrutter fra sønderjylland

  • Opførelse af slaget 3 Juli 1014

  • Overlevende 1864

  • Hammerich

  • Holger Petersen

  • Abrahams

  • Tysk Kaptajn

  • Kransenedlægning 3 Juli

  • Soldater med fane

%d bloggers like this: